Pia Baastrup
Keramisk formgiver Pia Baastrup har skabt serien `Fra papir til porcelæn´.
Pias dogme omkring serien er, at alle produkter først skal kunne foldes/samles i papir. Det er når hun leger med papiret, at nye former og modeller opstår. Papiret har en lethed og transparens, som Pia overfører til porcelænet.
Porcelænet rulles ud i tynde plader, som hun derefter skærer til, snitter i, bukker eller folder som papir og til sidst samler til for eksempel kopper, skåle, tallerkner og fade. Alt laves i hånden uden forme og derfor er der små forskelligheder i de enkelte modeller, der gør hver ting unik. Produkterne brændes i alt, i tre døgn. Der kan være skævheder og små skønhedspletter i glasuren. Produkterne er mere robuste end de ser ud, da udtrykket er let og skrøbeligt som papir.