Mindelser

MINDELSER

Med udstillingen MINDELSER vil designer Bess Kristoffersen og keramisk formgiver Susan Lange sætte et kærligt og respektfuldt fokus på den natur og de naturkræfter, der er basis for alt liv. Du vil opleve værker der giver en fornemmelse af betagende bjerge og dybe floder, træernes krogede grene og bark med historier om tid der er passeret, hvor vind og vejr har sat aftryk med farve og struktur. Det er ikke til at se, at de ikke før har arbejdet sammen om tema, form og udtryk. 

MINDELSER i vores galleri RUMMET varer indtil den 12. november 2024. Et udsnit af værkerne er sat til salg her på webshoppen og kan også købes efter endt udstilling.

Tak til Statens Kunstfond og Nationalbankens Jubilæumsfond for støtte til udstillingen. 

 

KERAMISK FORMGIVER SUSAN LANGE

 

Susan Lange finder inspiration alle steder og samler på ukonventionelle værktøjer i sin evige søgen efter nye udtryk. Med et generøst samlergen er der ikke den sten, den struktur eller den form, som ikke sætter noget i gang hos keramikeren. Studieture til Japan, Kina og Frankrig giver inspiration og nye faglige relationer. I de senere år er Lange blevet særlig optaget af Soda-brænding, og har fået bygget en specialovn i haven, som hun deler med sine kollegaer. Glasurer er dog en livslang fascination for Susan Lange, der eksperimenterer uafladeligt med opskrifter og efterhånden har opbygget et enormt arkiv af glasurprøver, der raffineres yderligere, som årene går.

DESIGNER BESS KRISTOFFERSEN

Æstetik, enkelhed og sanselighed har altid været udgangspunkt for Bess Kristoffersens kunsthåndværk og design. Både som kunsthåndværker, med egen produktion af små serier og som designer for store firmaer i Danmark og udlandet. Som klimaforandringerne er blevet presserende, har Kristoffersens arbejde gennem de senere år, fået et taknemmeligt fokus på naturen, på naturkræfternes indvirken og tilsynekomst og på væksters farver og mønstre.

2 produkter